De gamle træer er døende
07-12-2011
Tre syge træer fjernes fra Ribe Domkirkeplads for at undgå farerne ved nedfaldne grene samt skader på den nye granitbelægning.
Arbejdet med Domkirkepladsen er begyndt og entreprenørfirmaet Stürup A/S har opsat byggehegn og startet nedbrydningsarbejderne. Inden arbejdet med etablering af nye afløbsledninger og før den nye granitbelægning bliver lagt, blev de gamle træer tilset en ekstra gang.
- Ved særligt værdifulde træer som træerne ved domkirkepladsen inddrages eksterne specialister for at være sikker på at der ikke fældes træer, der kunne bevares. Esbjerg Kommune har i samarbejde med en ekstern træspecialist vurderet træernes sundhed. Resultatet har vist, at træerne desværre er i en dårlig forfatning udtaler Vej & Parkchef Peter Nebeling.
Den store Hestekastanje, som står over for Overdammen, er ramt af flere alvorlige skader og sygdomme i sådan en grad, at der uden tvivl vil begynde at knække store grene af samt dertil kommer sandsynligheden for, at træet vil dø inden for en kort årrække.
På hjørnet over mod Den Gamle Arrest står 2 egetræer tæt sammen. Det ene egetræ er kraftig angrebet af svamp, som fortærer træets cellulose. Stammen er svag og der er risiko for at træet knækker og derfor skal det fjernes. Nabo-egetræet er sundt men dets rødder er vokset sammen med det skadede egetræ. Egetræet kan derfor ikke overleve at det andet træ fjernes.
Træer med så store skader har en begrænset levetid og kan udgøre en sikkerhedsrisiko.
- De fældede træer erstattes med nye ca. 7 m høje træer som dem, der i øvrigt indgår i projektet. De nye træer har en krone på ca. 3 m i diameter siger Peter Nebeling.
Arbejdet med at fælde og fjerne træerne vil ske meget snart af sikkerhedshensyn og så arbejdet med pladsen og afløbsledningerne kan fortsættes.
FAKTA:
Hestekastanje er i de senere år, i flere lande, blevet ramt af en bakteriesygdom. Ved angreb udskilles en mørk, blodlignende væske gennem barken. Derefter sprækker barken op og der dannes døde partier i barken. Når skaden når rundt om hele stammen, visner bladene og træet dør. Smitten er gerne forbundet med skader på træet og/eller dårlige vækstforhold.
Cellulose er lange kæder af stoffet glukose (druesukker) og udgør de fibre som giver træets dets træk-styrke. En stamme uden cellulose er svag og kan knække i blæsevejr. Rodsammenvoksninger er normalt på træer af samme art, der står tæt på hinanden. Træerne støtter og hjælper hinanden med blandt andet vand og næring. Fjernes det ene træ vil ødelæggelsen af rødderne og de ændrede vindforhold ofte være så stor en omvæltning for det blivende træ, at det udvikler sig til også at være et risikotræ.


